Den forpuppede digter
I skulle bare ha set mig
dengang jeg begyndte
og den gang jeg blev ved
og den gang jeg ikke kunne holde op
og I skulle bare se mig
når jeg tar fat for alvor
og blir ved at blive ved
men lige nu må I helst
se den anden vej
(Benny Andersen)
Linedanserinden 
Dejligt at høre fra dig igen…selv om det er forpuppet :-).
Kære Hara, tak 🙂 Jeg kan ikke skrive for tiden. Min energi er forandret. Ikke mindre, men anderledes rettet.
Kh.
Kender det, har det selv sådan for tiden. Men det er godt at vide at der er nogen derude trods alt, der lytter og læser og er der. Jeg håber at alt går det dig godt. 🙂
Ja. Det er sandt. Jeg har det sådan set godt….. men der sker ikke så meget spændende og så tænker jeg meget over hvilke afhængigheder jeg frivilligt vil påføre mig selv. Skriver man, er man nødt til at bidrage for at holde siden i gang og jeg bliver meget afhængig af kommentarerne. De giver et helt lille sus…. når de er der, men jeg bliver også straks sulten efter flere og mere……. og jeg har helt sikkert holdt af at give kommentarer og få dem, men det kræver sin kvinde og en del tankevirksomhed, for at blive tilfredsstillende. Og jeg har meget set det som øvelser, som var nyttige for mig. At skrive og gå i dialog om emner, men lige nu, så har jeg det sådan lidt…. tøvende. Alt der giver sus…. betaler man en pris for. Jeg tror jeg øver mig i at være uafhængig af sus. Og prøver om det går an for mig. Det er længe siden jeg sidst har haft dage uden sus. Det føles anderledes og kræver tilvænning, men det er ikke så dårligt endda.
Jeg kan nyde blogge der er lækre og delikate og spændene og alt sådan noget. Meget. Men jeg kan i samme åndedrag også tænke…. hold da fast, hvor må det være krævende….. og er man SÅ god, så er man også fanget i det. På en måde, også selv om man kan lide det.
Et andet dilemma…. ved behovet for kommentarer og anderkendelse er at det skaber en distance og jeg vil virkelig gerne være menneske med andre mennesker og jeg vil dybest set gerne ud over den der “er det ikke godt, smukt, klogt, lækkert, det jeg bidrager med her…..” men hvis det ikke er nogen af delene, bare lidt, er der jo ingen der gider læse det….. så det er lidt et dilemma.
Og lidt svært at forklare 🙂
Nå, det blev en lang remse…….
Tusind tak for din kommentar….. så fik jeg sat nogen ord på noget jeg tænker på, og det var helt rart. 🙂
Kære Charlotte
Jeg kender det godt du beskriver. Jeg har tit tænkt at nedlægge bloggen fordi jeg fik så få kommentar, og ingen diskussion. For selvfølgelig vil man gerne betyde noget for nogen. Så denne lille blogverden bliver lidt afhængighedsdannende. Jeg er helt sulten efter at kigge på bloggen når jeg ikke har været der et stykke tid. Og bliver skuffet når der er ikke noget nyt. Så er der dem som ikke er på listen. WordPress reader listen, eller listen hos kyria, som jeg bruger for at finde dem jeg læser. Så har jeg mine egne, og må huske at se hos dem fordi jeg ikke vil få en påmindelse på mail når der skrives. For jeg har så mange mails, og må logge ud og ind og kan ikke huske altid de koder og sådan.
Ja det er lidt kompliceret, og på en måde lidt ensomt. Men jeg synes vedholdenhed og stabilitet giver mig tryghed. Derfor kigger jeg hele tiden på de blogs, selvom jeg kender slet ikke menneskerne bag.
Så der kan være stille perioder. Bloggene ændrer sig nemlig. Nogle skriver slet ikke mere. Hvor de så har skrevet hver dag i perioder. Sådan er det og det accepterer jeg.
Min egen blog er også under forandring, men jeg ved ikke endnu hvordan. Jeg ved bare at jeg var begyndt at bruge den som en lille hemmelig beskedblog til min Herre, fordi jeg var holdt op med at skrive til Ham på den faste blog. Som jeg nu vil lave til vores fælles rejseblog. Når jeg får tid.
Måske bliver så min haraslave til en intellektuel faglig tænkende blog, selv om det er en slavindes blog. Har aldrig sagt at den skulle være alene erotisk. Eller så laver jeg en ny og har en erotisk, intellektuel og en privat rejse. he he. Ja for det er så nemt at kunne skrive, og dele sine tanker og følelser selvom man slet ikke kender læseren. Det befrier på en måde. Så holdes det ikke inde. For sig selv.
Så kære Charlotte, måske forstår du ikke en pind i al denne smøre. Men jeg har nydt at læse din blog, selvom jeg ikke kommenterer altid. Og det er også dårligt. Man burde lægge en kommentar i gang i mellem, korte og lidt lange og på den måde vise respekt og fortælle at man ikke er ligeglad. For vi mennesker er så ligeglade ofte.
Jeg håber stadigvæk at det går dig godt, og at du vil skrive når tiden er inde til det for dig.
Mange kærlige hilsner fra Hara.
Kære Hara, hvor er du dejligt ærlig. Man skal gøre det som føles godt tror jeg. Det som giver energi og det som som opleves som aktivitet præget af lys. Også selv om det er underligt i andres øjne eller ud fra andres normer. Jeg har mødt nogen et par stykker af de mennesker der skriver blogge i vores univers og det har været gode oplevelser, men også overraskende begge gange, fordi os der kan skrive godt, ikke altid taler lige så godt. Altså, jeg tror skrive-mennesker gerne vil udtrykke sig meget præcist og meget korrekt. De vil udtrykke lige nøjagtig det de mener og bruger tid på at finde lige den formulering, som er den helt rigtige. Og den tænketid har man jo når man skriver og den sætter sig ingen spor i skriften, men det gør den i talen. Så kommer der en del øhhhhh……. jahhhhh……..mmmhhhhh….. ind i talen. Det gør der i høj grad for mit eget vedkommende og det forventer man måske ikke af en hvor ordene bare vælter ud, når det er på skriftens betingelser.
Jeg læser ingen blogge lige for tiden – undtagen én – som jeg har gjort til min daglige øvelse at tænke sammen med. Den er dog ikke i den erotiske genre. Det er super nørdet, og jeg tror vitterligt ikke nogen af dem jeg kender ville forstå hvorfor jeg gør det, men der følger jeg mit princip om at gøre det som føles godt. Det som gør mig glad – ligemeget hvad andre mener. Jeg er til gengæld ikke på facebook eller tvitter eller andet af den slags. Det gider jeg ikke. Det siger mig ikke en bjælde.
Men fakta er, at man let kan komme til at tilbringe mere kvalitetstid med en cyberven end med en rigtig ven og til det vil jeg bare sige….. sådan er verden i dag og jeg opfatter det som et held at man kan være sammen med andre og langt mere interessante mennesker end den ret begrænsede skare man omgås i ens lokale miljø.
Ja, alting forandrer sig. Sådan er det. Det synes jeg er okay.
Jeg synes også det er fedt at skrive med dig Hara 🙂