Jeg sætter det her billede på, fordi jeg hermed modvilligt indrømmer, at jeg også har hende
Blue Dahlia i mig og det er en side af mig selv, som jeg foragter. Så jeg må overmande sig selv for at sætte det på. Det strider imod ALT hvad jeg gerne ser mig selv som. Jeg har ret svært ved at rumme andre der er som Blue Dahlia, men jeg kan da slet, slet ikke rumme Blue Charlotte og jeg er også ret god til at holde hende på sikker afstand, men det sker, at hun får overtaget for en kort bemærkning, så hvis hun i dag får lov at få en cover plads her, så kan det være hun faktisk komme til at smile lidt, ved at blive vist frem, og ikke altid gemt væk. ….. der gemte jeg hende så faktisk væk… dækkede hende med ord…..
Det må også være bedst, at hun forblive stum den gode Dahlia. Intet nyttigt eller klogt kan komme fra hendes triste mund.
Hun forsvinder ved søvn.
Så ser hun på verden med nye øjne, når hun vågner